Kalliopes Hjørne – introduktion
Af Inge Bruland
Foreningen Kvinder i Musik har eksisteret siden årsskiftet 1980/81. Dens første blad udkom i 1984, og frem til 1992 præsenterede det sig i et beskedent udstyr – et antal hvide A4-ark, foldet og hæftet på midten. Fra bladets nr. 29 blev udstyret elegantere – formatet lidt større og med Kvinder i Musiks nytegnede logo (Maria Elskjær) i stort format på forsiden. Omslagsfarverne var sort og svagt lilla. Bladets navn blev samtidig ændret fra det gamle KIM-NYT til KVINDER I MUSIK. Efter at der i alt var udkommet 46 numre af bladet (nogle som dobbeltnumre) forsøgte Kvinder i Musik sig med et årsskrift. Der nåede at komme tre årsskrifter i perioden 2002-2004. Deres format var en lille smule større end forgængerens, farven på omslaget var svagt olivengrøn, papirvalg og design (Lisbeth Damgaard) enkelt, økologisk og smukt.
Indholdsmæssigt har publikationerne rummet løst og fast om kvinder i det professionelle musikliv, især i Danmark. Fra blad nr. 29 har der været tale om temanumre, fx. om Kvindelige dirigenter, Kvinder på den rytmiske musikscene, Harpen, Kvinder i videregående musikuddannelser og Musik og køn. Også enkelte komponister samt en musiketnolog har været tema for udgivelserne: Hildegard af Bingen, Else Marie Pade, Sofia Gubajdulina, Birgitte Alsted og Birthe Trærup.
Kalliopes Hjørne på Kvinder i Musiks hjemmeside er efterfølgeren til organisationens årsskrift. Kvinder i Musik vil fremover ikke producere samlede ’udgivelser’; men længere eller kortere artikler, anmeldelser, interviews og notitser vedrørende emnet kvinder i det professionelle musikliv, vil kunne sendes til en redaktion bestående af Eva Maria Jensen, Annie Brøndsholm og Anne Marie Vang. Snarest efter modtagelsen og efter en vurdering af indholdets relevans vil redaktionen lægge læsestoffet ud på hjemmesiden. Redaktionen vil også bidrage aktivt ved selv at producere stof og opfordre andre til at gøre det. Send til redaktionen, mailadresse: organist.husumvold@gmail.com